Stenstrup kirke

Historie, arkitektur og interiør

Det vides ikke nøjagtigt hvornår den nuværende kirke er påbegyndt. Dog ved man at der i 1372 finder en ombygning sted, idet ombygningen blev finansieret ved udstedelse af afladsbreve.

Kirken er indviet til Sct. Nicolai og havde i katolsk tid altre for Sct. Laurentius og Jomfru Maria.

Kirkens skib er romansk og bygget af kamp og kvadre.Ved en renovering i 1887 blev kirken dækket af cementpuds, som senere blev hvidtet, sådan som kirken også fremstår i dag.

Den ældste af kirkens to klokker er fra 1503 og bærer en indskrift, hvor der står:” I det Herrens år 1503. Jesus Maria hr. Niels n. præst”. Desuden har klokken et relief, som synes at vise en biskop med sin krumstav samt aftryk af Nyborg Sct. Knudsgildes segl.

– Altertavlen ” Den Gode Hyrde” er malet af N. Skovgaard og skænket af Petersminde Teglværk i 1919.

– Prædikestolen er fra 1619 og har bibelske motiver i felterne.

– Døbefonten er af granit med arkader rundt om kummen og fire hoveder ved fodstykket. Efter at have været blomsterkumme på herregården Løjtved vendte den tilbage i 1938.

– Kirkeskibet – en model af en 3-mastet fuldrigger ”Ellen”, blev ophængt i 1934.

– Under kirken findes en tom krypt.

– I tårnrummet står tre gravsten samt et relief af provst L.A.F. Rasmussen. Over døren ind til kirken ses et relief i teglsten, der viser arbejdet på et af de mange teglværker, som ligger i sognet. Relieffet er udført af E. Cohrt i 1954 og ophængt i 1991.

HH, Egebjerg Lokalhistorisk Forening